mandag den 24. december 2012

Julehygge i Esrum...

Så sidder vi her i Esrum og har julehygget med friskbagte koldhævede økoboller (godt nok ikke kun en juleting, da det sker hver anden dag efterhånden, nu hvor det er blevet så nemt, at man kan lave lækre boller uden at skulle ælte dej :-D )... Lige nu en stille stund her ved computeren, mens Storm ser "Skæg med Tal", husbonden spiller et eller andet krigsspil på Ipad'en, og imens Duffy's Rockferry lydbølger ud i rummet...  ;-)

Og forventningsglæden er stor hos vores kære Storm, som glæder sig SÅ meget, til julemanden kommer med gaver i aften! Han elsker brandbiler og har længe snakket om, at julemanden kommer med en brandbil (en "Buh-bah" i Storm-sprog) til ham! Dét, er han bare sikker på, vil ske ;-) Så fra hans kære forældre (nå nej - rettelse, host host); fra julemanden får han så denne fine store træbrandbil, som han selv kan drøne rundt på!

Træ-brandbilen har gode gummihjul, så den er perfekt til indendørs brug (den udendørs vognpark består også i forvejen af intet mindre end 5 forskellige køretøjer, og indendørs er indtil videre kun den højt elskede Wheely Bug-ko, som nu kan få fint selskab)... Og så kan sæde-delen tages af, så der er opbevaringsrum til ekstra legetøj nedenunder :-)
Jeg har været så heldig at finde den brugt til kr. 300,- hvilket er et kup, når den ellers står til nypris mellem kr. 944,- og kr. 1600,-! Så uha, det må da siges at være et kup, som vist ikke kan andet end vække stor glæde hos Storm, er vi sikre på ;-) Derudover får Storm et Djeco vende-huske-spil og en mini indkøbskurv med mini-kolonial-varer til hans legekøkken...

Her lige et par billeder fra "snestormen" d. 9. december, hvor vi kan drømme os tilbage til sneen, som jo desværre er svundet temmeligt meget ind i dag... Glædelig Jul til Jer alle her fra Esrum ;-)








fredag den 21. december 2012

Storm's unikke julepakkekalender...

Jeg har helt glemt at indvie Jer i Storm's julepakkekalender, som den tager sig ud hér i vores hjem i Esrum...


Jeg blev jo 35 år i slutningen af november, og i den anledning kom en pakke med posten fra min kære moster! Hun sender hvert år et lille hyggeligt sampak af forskellige spændende ting, og i år var der et fint ternet vintage stofophæng med lommer iblandt. Først tænkte jeg: "Hvad kan jeg mon bruge det til?", og så kom jeg i tanke om, at den jo kunne fungere som Storm's pakkekalender :-)

Det daglige indhold i Storm's julepakkekalender ser nogenlunde sådan her ud, og han glæder sig hver dag til at få suppleret til samlingen:


Jeg havde i forvejen købt en pakke med fine træhjerter med numrene 1-24, og jeg havde købt en stor pose brugt Duplo og en stak brugte bøger med Bamse & Kylling, Postmand Per, Peter Pedal og lidt forskellige julebøger - alle favoritter hos vores Storm-dreng ;-) Jeg havde nemlig besluttet, at jeg ikke gad det der gaveræs med ligegyldige, ubrugelige og billige ting fra Søsterne Grene/Tiger og ved at købe en kæmpe portion Duplo-klodser og bøger brugt, kunne det lade sig gøre, at Storm har kunnet få en masse brugbare ting - men stadig til billige penge :-) 


Så nu hænger stofophænget på vores kommode og har hver dag her i december fået påsat et nyt hjerte med den nye dato. Storm går hver morgen ned og kigger, hvad julemanden har lagt til ham, og hver eneste dag er der endnu en bog og endnu en portion nyt Duplo, og i den bagerste lomme ligger Postmand Per-julekalenderen, som skal have åbnet en ny låge...


Samtidigt øver vi så også tal og tælling, for hver gang tager vi et træhjerte af og hænger det op henne ved havedøren, og Storm ELSKER det ;-) (Jeg forsøgte at starte med at sætte hjerterne i numerisk orden, men Storm syntes, at hjerterne efterhånden skulle hænge efter farve - så derfor den ikke helt korrekte talrække - ligesom han vil have det :-D )...

Dagen i dag er så også Storm's sidste hele vuggestuedag, for selvom han kun er knap 2 år og 10 måneder, så starter han indkørsel i børnehaven allerede d. 2. januar, og et nyt kapitel kan begynde... :-)




søndag den 2. december 2012

Så kom der atter en god portion sne her til Esrum ;-)

Ja, jeg kan sige det igen og igen, år efter år: Jeg ELSKER sne og særligt, når det er akkompagnieret af solskin og minusgrader, og der er helt vindstille ;-)



Ellers har dagen i dag været stille og rolig uden for megen aktivitet! De sidste par dage har været lidt travle med forberedelse og afholdelse af fødselsdagsbrunch og senere middag i forbindelse med min 35 års fødselsdag.. Så selvom vejret i dag på alle måder indbød til udendørs aktiviteter, så var jeg kun ude meget kortvarigt, da jeg simpelthen ikke havde særlig megen energi!

Så i stedet har det i dag stået på indendørshygge med sønnike Storm, lidt seriestreaming og lidt søgen efter (eventuelle) nye vinterstøvler på www.trendsales.dk/nfo/sko...

           Trendsales Blog Partner
           * Jeg er sponsoreret af Trendsales i form af diverse VIP-fordele,
             men jeg modtager ikke betaling, og mine meninger er helt mine egne ;-)